Undervisningen

    VSU underviser udviklingshæmmede på Værkstedsgården, Kastanievej 28 i Rudkøbing.

    Det foregår to gange om ugen i IT lokalet på Værkstedsgården.

    Undervisningen

    VSU Langeland underviser voksne, der er udviklingshæmmede. Det sker på Værkstedsgården i Rudkøbing i sammenhæng med kursisternes sædvanlige dagtilbud.

    Det er først og fremmest undervisning i brug af computer, læsning og skrivning, regning/matematik, engelsk, musik samt kommunikation.

    I perioder arbejder vi med projektorienteret undervisning.

    Undervisningen og dens omfang sker efter aftale med dagtilbuddet. Den tager udgangspunkt i den enkelte kursists handleplan og planlægges i samarbejde med kursisten. 

    Målet med undervisningen er at styrke kursisternes personlige kvalifikationer og færdigheder inden for de områder, de beskæftiger sig med - og at de videreudvikler sig, så de så vidt muligt: 

    • Kan tage vare på sig selv.
    • Har indflydelse på deres eget liv.
    • Føler selvværd.
    • Har selvindsigt og samfundsindsigt.
    • Har et socialt netværk.
    • Kan fungere i sociale sammenhænge på egne betingelser og uden at miste deres selvstændighed.
    • Kan træffe valg og tage ansvar for egne beslutninger.

    Om indholdet.


    For de kursister, der arbejder på beskyttede værksteder, fastlægger vi indholdet og omfanget af undervisningen i samarbejde med værkstedet. Vi har en bred vifte af temaer at tilbyde kursisterne – bl.a.

     

    • Samarbejde og samvær.
    • Kommunikation.
    • Computer og brug af internet.
    • At skrive historier
    • Læsegruppe
    • Dansk og regning på mange niveauer og i mange sammenhænge. Undervisningen foregår for en stor del via forskellige specialudviklede hjælpeprogrammer.

    Superband

    På Værkstedsgården har vi hver fredag i ca. 1½ times musikalsk sammenspil hovedsageligt baseret på rytmisk musik. Vi har en mangfoldig brugergruppe, hvoraf nogle kan spille elementær bas og trommer samt rytmeinstrumenter. En del kan spille simple rytmer på congas, rytmeæg, guiro mv. Desuden har vi i orkesteret mottoet: ”Enhver fugl synger med sit næb.” Dette orkester  har udviklet sig meget igennem årene, og er nu et stort velfungerende orkester med omkring 14 deltagere og tre personaler. Repertoiret spænder vidt fra Kim Larsen til 4 non Blondes, vi arbejder med mange forskellige sange indenfor forskellige stilarter. Numrene er specielt udvalgt, så hver deltager føler sig udfordret/ får lov at udfolde sig netop indenfor vedkommendes kompetencer.  Vi arbejder selvfølgelig primært med enkle rytmer og akkordsammenhænge, men tingene udvikler sig hele tiden. Der kommer løbende nye numre til, så det til stadighed er en spændende og udviklende proces. Orkesteret medvirker i div. begivenheder på Værkstedsgården bl.a. julefesten og sommerfesten. Derudover startede vi sidste år – 2016 – en festival ”Glad Festival”, som er beskrevet i næste afsnit.

    ”Glad Festival”

    Ideen om en ”Glad” festival er opstået udfra, at vi selv har et sprudlende brugerband kaldet ”Superband.” Vi har lyst til at spille for folk, og har også lyst til at skabe en lille festival, både med focus på udviklingshæmmede mennesker med orkestre udefra, men også med focus på det lokale repræsenteret ved ungdomsskolen og musikskolen her på Langeland.

    Det unikke ved denne festival er, at de optrædende udelukkende er brugerbands fra forskellige institutioner med den mangfoldighed, det repræsenterer samt, at der også er orkestre fra Langeland Musikskole og et orkester fra Langeland Ungdomsskole. Vi vil vise noget af den musikalske mangfoldighed, der eksisterer på Langeland og Fyn.

     

     

       

      Sidst opdateret af Webmaster
      31. oktober 2017